Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Aktiviteter og traditioner

I vores børnehus arbejder vi hver dag på at skabe en tryg, inspirerende og udviklende hverdag for børnene. En vigtig del er bl.a. traditioner og aktiviteter, som vi samles om gennem året.

Vi markerer højtider og årstider med hyggelige og genkendelige traditioner, som børnene elsker at være en del af. Det kan være fastelavn med udklædning og tøndeslagning, påske med kreative sysler, forår med klargøring af køkkenhave, naturtemaer, halloween og julehygge med lys, musik og små overraskelser. Disse traditioner skaber glæde, fællesskab og genkendelighed – og giver børnene mulighed for at opleve årets gang på en sanselig og meningsfuld måde.

Ud over de faste traditioner har vi også løbende aktiviteter, som understøtter børnenes udvikling og trivsel. Vi får blandt andet besøg af musikskolen, bruger skolens gymnastiksal til motorisk leg, og går på små ture i lokalområdet, fx til byens legeplads. Derudover laver vi temaforløb med fokus på fx natur, sanser, bevægelse eller fællesskab – altid tilpasset børnenes alder og behov.

Når et barn har fødselsdag, fejrer vi det med sang, flag og masser af hygge. Barnet får lov til selv at vælge i vores fødselsdags-bog, hvad der skal serveres til frokost – og vores dygtige "Køkken-Lene" sørger for at tilberede maden med kærlighed. Det er en særlig dag, hvor barnet får lov til at være midtpunkt og mærke, at vi fejrer netop dem. Det er en dag, hvor vi sammen skaber minder og glæde.

Vi prioriterer at skabe en hverdag, hvor børnene oplever både ro og variation, og hvor de får mulighed for at udforske, lege og lære i trygge rammer. Traditioner og aktiviteter er med til at styrke børnenes sociale relationer, nysgerrighed og glæde ved at være en del af fællesskabet.